Diaset er nummereret seks, og det har den samme kedelige typografi som enhver virksomhedspræsentation, der nogensinde er blevet projiceret op på væggen i et mødelokale. Det hører til en undersøgelse på 49 sider, som Stagwell, den marketing- og meningsmålingskoncern, der ledes af den tidligere Clinton-strateg Mark Penn, udarbejdede i juli 2025 for en kunde, hvis navn er udeladt af forsiden. De journalister, der fik fat i den, identificerede kunden som Israels udenrigsministerium. Firmaet havde interviewet 8.050 mennesker i USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Spanien, kørt femten fokusgrupper og testet korte videoer på tusindvis flere, alt sammen for at finde ud af, hvilke budskaber der ville reparere en regerings omdømme i Vesten. Dias seks gengiver en af lektierne i branchens flade prosa: »forestillingen om radikal jihadisme var universelt effektiv, og for konservative målgrupper var det effektivt at forbinde radikal jihadisme med et ønske om at dominere andre religioner.« Samme side siger, at undersøgelsen nu kan forme kampagner om blandt andet »hvordan man rammer yngre mennesker mere direkte«. I alle de testede lande var mellem 73 og 81 procent af de adspurgte enige i, at radikal islam var en trussel mod deres nation, og efter hele forløbet af budskaber, oplyser præsentationen, flyttede opbakningen til kunden sig i gennemsnit mere end tyve point.
Dokumentet blev lækket i september 2025, og der blev skrevet om det af Drop Site News, en israelsk og en svensk erhvervsside og en avisklumme af Arwa Mahdawi; fagpressen dækkede firmaets Israel-kontrakt. Jeg kan ikke finde en eneste artikel om dets centrale resultat i New York Times, Washington Post, Associated Press eller Reuters. En regering havde betalt et vestligt meningsmålingsfirma for at måle, land for land, hvor meget frygt for radikal islam dens målgrupper bar på, og hvor langt et batteri af budskaber, den frygt iblandt, ville flytte dem, og de toneangivende aviser nævnte det, så vidt jeg kan finde, aldrig.
Præsentationen var omhyggelig med at sige radikal islam og jihadisme, og den skelnen fortjener at blive bevaret, om ikke andet så fordi så få af dem, der senere slog på samme tema, gad bevare den. Et budskab, der tester godt, rejser, når det først er sluppet løs, samlet op af folk, der aldrig har set en præsentation, og det smider sine afgrænsende tillægsord, som et rygte smider sine kilder. I oktober 2026 var tillægsordet stort set faldet væk, og det, der stod tilbage i overskrifterne, var navneordet. Din frygt for den fremmede blev målt, før den blev solgt tilbage til dig, og de, der målte den, vidste på procentpointet, hvad den var værd.
Planlagt had til dette valg
Den samme lektie blev lært, helt uafhængigt, i Texas. I januar spurgte Politico en republikansk konsulent ved navn Vinny Minchillo, hvorfor så mange kandidater i delstatens primærvalg førte valgkamp mod islamisk lov, og han svarede med en åbenhjertighed, der normalt er forbeholdt det rum, hvor meningsmålingerne bliver læst. »Det muslimske samfund er bussemanden i denne valgcyklus«, sagde han og leverede så metoden: »Det her er blevet målt på kryds og tværs, og hos republikanske primærvælgere i Texas virker det.« I april fortalte han CNN, at temaet var »rent guld«. Næsten 95 procent af de republikanske primærvælgere svarede ja, da partiets stemmeseddel spurgte, om Texas skulle forbyde sharia, et retssystem, som ingen havde foreslået at indføre.
Guvernør Abbotts chefstrateg forklarede appellen over for New York Times med syv ord: »Det er, som grænsen plejede at være.« Grænsen var blevet stille, og et parti, der i et årti havde ført valgkamp på frygten for manden, der krydser floden, havde brug for en ny mand og fandt ham i moskeen. Times rapporterede, at ansigtet på en leder af et islamisk råd i Nordtexas var begyndt at dukke op på valgkampsfoldere, og at ingen af undersøgelserne af det planlagte muslimske byggeprojekt nordøst for Dallas, det projekt, der stod i centrum for panikken, havde fundet noget ulovligt. Ansigtet kom på folderne, og konklusionerne blev i avisen.
Minchillo gav ét svar mere, til NPR i september, og det er den mest ligefremme tilståelse af metode, nogen i amerikansk politik har afgivet i år. Adspurgt, hvorfor temaet var så nyttigt, sagde han: »hvis vi kan få et problem at tale om, som ikke er økonomi og inflation, er vi begejstrede for at sætte det ind i budskabspakken.« Fjenden er en erstatning for indkøbsregningen. En vælger, der er bange for sin nabos religion, er en vælger, der er holdt op med at spørge, hvorfor hans husleje blev fordoblet, og konsulenten, der arrangerer byttet, får betaling for det, og er tilfreds med det, og er villig til at sige det til et landsdækkende radionetværk, fordi han korrekt har regnet ud, at du ikke hører efter.
Det stærkeste stof i medicinskabet
Min nyhedsredaktion, The Wire, brugte de første tre uger af oktober på at læse omkring 6.000 overskrifter hver anden time fra omkring fire hundrede nyhedsfeeds af enhver observans og lægge dem til side, der pressede hårdest: de overskrifter, der fortæller dig, hvad du skal føle, før de fortæller dig, hvad der skete. I morges rummede bunken 1.619 eksemplarer. Det mest almindelige instrument var ren frygt, i 218 af dem. Det næste var domsordet, etiketten, der dømmer, før et eneste faktum er fremlagt, i 204. Hadeord var sjældnere og hedere, og de bar den højeste ladning af alle de virkemidler, vi målte, otte og en halv ud af ti. Fox News leverede 198 af eksemplarerne og CNN 187 med en lavere gennemsnitlig varme; Gateway Pundit og The Blaze var de hedeste af alle. En bemærkning om metoden, eftersom dette essay beder dig mistro enhver, der skjuler sin: The Wire lægger bevidst sin jagt an mod partiske og statslige medier, hvor presset er mest larmende, så disse tal skildrer den mest larmende del af pressen og bør læses sådan.
Derefter talte vi, hvem der blev sat i rollen. På tværs af alle 1.619 overskrifter var muslimer eller migranter genstand for presset i 274, omkring hver sjette. Blandt de 164, der scorede ni eller ti, de mest manipulerende overskrifter i vores bunke denne måned, steg tallet til 87, hvilket er mere end halvdelen. Jo hårdere presset er, jo mere sandsynligt er det, at personen for enden af det er muslim eller migrant. Når en redaktør rækker ud efter det stærkeste stof i medicinskabet, står der muslim eller migrant på etiketten på flasken.
Skurken i kalenderen
Da den tidlige stemmeafgivning åbnede i Texas den 19. oktober, begyndte familier over hele delstaten at finde pjecer i deres postkasser adresseret til deres børn. Pjecen kaldte sig en Texas Trans & LGBTQ+ Student Resource Guide, og den forklarede mindreårige deres juridiske rettigheder, loven om myndiggørelse og hvor de kunne finde støtte uden for familien. Afsenderen, et foretagende, der kaldte sig Texas Transgender Student Union LLC, var blevet registreret i Wyoming den 2. september via en masseregistreringsagent, og dets returadresse findes ikke. Den interesseorganisation, hvis branding det lånte, siger, at den ikke har sendt noget. Ingen ved, hvem der betalte for udsendelsen. En mor i Nordtexas læste formålet sådan: »de bruger mine børn til at hidse mig op til stemmeurnerne.«
Magtens Spind, kapitlet om netværk i Magtens Sorte Bog, har en linje til præcis denne bevistilstand: »Ingen kan bevise det. Alle kan mærke det.« Det, alle kan mærke, og det, annoncedataene kan bevise, er, at det transkønnede barn bliver kaldt frem hvert valgefterår med en trækfugls regelmæssighed. I de fem uger op til den 24. oktober 2024 brugte Trumps kampagneapparat mere end 29 millioner dollars på tv-reklamer om kønsskifteoperationer og 5 millioner dollars på økonomien. I en periode på to uger den oktober gik mere end 41 procent af de penge, kampagnen og dens allierede brugte, til anti-trans-reklamer. Samme efterår, da Gallup spurgte vælgerne, hvor meget hvert af 22 emner betød, kom transpersoners rettigheder sidst, idet 18 procent kaldte det ekstremt vigtigt mod 52 procent for økonomien. Et år senere, i guvernørvalget i Virginia, brugte den republikanske side 57 procent af sin betalte medieindsats på transspørgsmål og 1 procent på kriminalitet og indvandring tilsammen, i en delstat, hvor 3 procent af vælgerne nævnte emnet som en af deres største bekymringer. Pengene og bekymringen løber i hver sin retning, og det er kendetegnet på en fabrikeret efterspørgsel.
I år gav investeringen tidligt afkast. I slutningen af september havde republikanske annoncører brugt mere end 60 millioner dollars på mere end 190 tv-reklamer, der nævnte transpolitik, i en valgcyklus, hvor en CNN-måling viste, at vælgerne rangerede emnet under hvert eneste af de ti andre, den testede. En anden optælling, lavet på en anden måde, peger samme vej. Mellem den 1. august og den 12. oktober blev der ifølge FactCheck.orgs søgning i annoncesporingsdataene brugt mere end 100 millioner dollars på mere end 200 reklamer, der indeholdt ordene »sex change«, mere end 77 millioner af dem i senatsvalg, og flere af de reklamer fordrejede den politiske fortid hos de demokrater, de angreb. I Texas sluttede en reklame mod Demokraternes senatskandidat med linjen »for they/them, not you«, en frase, som kampagnen i 2024 allerede havde prøvekørt på fodboldseerne, og PolitiFact vurderede dens centrale påstand som falsk. Vurderingen udkom én gang; reklamen kørte, så længe pengene rakte.
Bogens kapitel om skurke forklarer, hvorfor våbnet vælges, selv når det rammer ved siden af, som det gjorde i Virginia, hvor den kandidat, der brugte flest penge på det, tabte med omkring femten point. Anklagen om grooming, står der, »er perfekt designet. Hvordan beviser du, at du IKKE er pædofil? Benægtelse lyder skyldig. Tavshed lyder skyldig. Målet er sprogligt sat skakmat, før spillet begynder.« Kapitlet angiver også prisen ligeud: »Skurkeskabelsen har et dødstal.« Ifølge det bedste skøn er der omkring 2,1 millioner transkønnede voksne og omkring 724.000 transkønnede teenagere i USA, og de bliver brugt, hvert valgår, som løftestang på bekymringerne hos mere end hundrede millioner vælgere, hvoraf et flertal, ifølge Pews optælling, ikke personligt kender én. Hold øje med skærmene den 4. november, morgenen efter valget, og se, hvor længe emnet bliver i æteren, når det har gjort sit arbejde.
Frankrig fik en ny etiket på femten dage
Efterårets franske uro begyndte, som fransk uro ofte gør, på et lycée. Den 21. september forlod elever på et gymnasium i Créteil uden for Paris undervisningen i protest mod forhold, som en ungdomsavis senere sammenfattede som »des professeurs absents qu'on ne remplace pas, des classes à quarante, des locaux insalubres«: fraværende lærere, som ingen erstatter, klasser på fyrre, sundhedsfarlige bygninger. Bevægelsen bredte sig gennem skolerne, og den 17. oktober sluttede fagforeningerne og det, der er tilbage af de gule veste, sig til den på en national dag mod la vie chère, leveomkostningerne. Omkring 550.000 mennesker demonstrerede. Biler brændte, butikker blev plyndret, og omkring 2.400 mennesker blev anholdt i løbet af weekenden. Den franske regering, som har al mulig grund til at vide, hvem der var i dens gader, gav ultravenstre skylden.
Den 6. oktober, mens protesten stadig var en bevægelse i skolerne, skrev den amerikanske præsident: »Det her handler om, at islam vil overtage et engang stort Land.« Den 19., da han forlod Det Hvide Hus for at holde vælgermøde i Kansas, sagde han til journalister, at »Paris bliver meget snart en muslimsk by, og det var ikke aftalen«. Dagen efter sagde Benjamin Netanyahu, midt i sin egen valgkamp, til en israelsk tv-kanal, at Frankrig havde »overgivet sig til den radikale islams invasion«, og mindede om, at han havde advaret Macron efter massakrerne i oktober 2023: »Og hvis vi ikke udsletter dem her, får I dem i Paris. Og det er præcis, hvad der sker.« AFP bemærkede, at han ikke fremlagde nogen beviser, og at demonstranterne var et bredt udsnit af landet.
Overskrifterne gjorde resten. »Midt i muslimske optøjer«, skrev Daily Wire. »Islamo-marxistiske uromagere«, skrev Gateway Pundit. »Muslimske uromagere og radikale venstreorienterede forenes for at rive Vesten ned«, skrev en kristen nyhedsside. Et kongresmedlem fra Texas, der var med til at stifte noget, der hedder Sharia-Free America Caucus, sagde til Fox News, at den franske muslimske befolkning havde nået »vendepunktet«. Imens gav en anden Fox-skribent kommunister og fagforeninger skylden, og de medier, der ikke kunne beslutte sig for, om uromagerne var muslimer eller marxister, løste problemet ved at erklære dem for begge dele. Selv New York Post indrømmede, i netop den artikel, der bragte præsidentens profeti om Paris, at »optagelser viste plyndrere og uromagere fra forskellige racemæssige og etniske grupper«.
En strejke blandt skolebørn, der ville have lærere, blev forvandlet til en hellig krig på femten dage, og intet ved elevernes krav ændrede sig i løbet af de femten dage undtagen billedteksten. Det er maskinens hastighed nu, og det er værd selv at tage tid på den, med et ur, næste gang en udenlandsk gade går i brand.
Udfrysningen udføres på millioner
Bogens kapitel 14, Magtens Spind, beskriver, hvordan et netværk fjerner en person, det vil af med. Instruktionerne blev skrevet til at fjerne én person fra et netværk, en rival i en virksomhed eller en stedfortræder i et palads, og de er korte. Du »dæmoniserer eller miskrediterer dem, så andre tager afstand fra dem«. Du »afskærer deres adgang til kommunikation og ressourcer«. Du »fremmer frygt ved association, så selv deres venner tøver med at forsvare dem af frygt for at blive besmittet«. Kapitlet tilføjer, med roen hos en, der har set det gjort, at det er derfor, målets omgangskreds også bliver advaret eller fjernet: Proceduren »skaber en social død for målet«.
Læs de tre trin igen med en befolkning i stedet for en person. Dæmoniseringen er overskriften, gentaget, til den lyder som vejret. Afskæringen af adgang er det krævede moratorium for nye moskeer og Texas-guvernørens dekret, der stempler en muslimsk borgerretsorganisation som en terrororganisation. Frygten ved association er den mest elegante af de tre, og den er grunden til, at pressen denne måned bliver ved med at svejse fjender sammen til sammensætninger: »islamo-marxisten«, den »rød-grønne alliance« mellem muslimer og venstrefløjen. En forskergruppe talte mere end 1.100 opslag rettet mod muslimske amerikanere fra 46 republikanske folkevalgte på lidt over et år. I Michigan blev Demokraternes senatskandidat, Abdul El-Sayed, der ville blive den første muslim i det kammer, beskrevet i en syndikeret klumme som en »marionet for Det Muslimske Broderskab« og af USA's præsident som »en fyr fra Det Muslimske Broderskab, 100 procent«. Hans svar, »Jeg har ingen forbindelser«, er den slags sætning, der aldrig indhenter anklagen.
En sammensat fjende er en fælde for tilskuerne. Forsvar muslimen, og du er marxist; forsvar marxisten, og du huser muslimen. Det almindelige, anstændige menneske, der gerne ville låne dem begge en stige, beslutter, at det sikreste er slet ikke at sige noget, og den sociale død skrider frem efter planen, administreret af naboernes tavshed.
Det samme kapitel afviser konspirationens trøst. I beskrivelsen af et rum fuld af donorer, der over desserten lovede en krigskasse stor nok til at bøje et midtvejsvalg, siger det, at folk »vil mystificere det her som den dybe stat, men der var ikke noget magisk ›dem‹, kun stole«. Den sætning burde trykkes på indersiden af hver eneste brevstemmekuvert. Din fjende blev valgt på tusindvis af stole, hver besat af en, hvis indkomst, embede eller publikum vokser, når du er bange, og incitamentet koordinerer dem mere pålideligt end noget telefonopkald. En konspiration kræver i det mindste kompetente mennesker, der kan holde på en hemmelighed; et marked kræver kun et produkt, der sælger, og frygten for den fremmede er ikke én eneste gang blevet liggende på hylden.
Hvad frygt gør ved den hjerne, der stemmer
Din krop svarer på en overskrift, før du er færdig med at læse den. Joseph LeDoux brugte sin karriere på at kortlægge en hurtig rute fra thalamus til amygdala, der fører et trusselssignal helt uden om den tænkende cortex, og han og hans kolleger fandt amygdalaneuroner, der ændrede deres respons på en frygtet lyd på under femten millisekunder. Resten af dig kommer senere og kommer svækket. Vidner, der ser en pistol, fæster blikket på den og husker andre detaljer fra scenen dårligere. Yale-neuroforskeren Amy Arnsten har vist, at »selv ret mild akut ukontrollerbar stress kan forårsage et hurtigt og dramatisk tab af præfrontale kognitive evner«, hvilket vil sige, at de evner, du skulle bruge for at gennemskue overskriften, er de første, der forlader rummet. Bogen koger fundet ned til to sætninger: »Tro: Du vurderer fakta, når frem til konklusioner og føler derefter følelser. Virkelighed: Du føler følelser, skaber konklusioner og håndplukker derefter fakta.«
Det præcise fund er mere foruroligende end den grove forestilling om, at frygt forvandler alle til autoritære. Stanley Feldman og Karen Stenner fandt »intet bevis for en direkte effekt af samfundsmæssig trussel, men betydeligt bevis for en interaktion« med en eksisterende disposition: Truslen vækker den autoritære, der allerede sov inde i et menneske, og lader de andre være mere eller mindre, som de var. Mind folk om deres egen død, og den sovende rører på sig. I ét eksperiment fik en karismatisk kandidat i et prøvevalg 4 stemmer ud af 95 i kontrolgruppen og 31, efter at deltagerne var blevet bedt om at tænke på at dø, næsten en ottedobling; i et andet øgede påmindelser om dødeligheden eller om angrebene den 11. september opbakningen til præsident Bush og sænkede den for hans modkandidat. Tilhørsforholdets kemi blander sig. Mænd, der fik oxytocin, hormonet, der er solgt til offentligheden som kærlighedens molekyle, fik mere tillid til deres egen gruppe og blev mere defensivt aggressive over for en konkurrerende gruppe. Undersøgelsens ledende forsker skrev senere, at sådanne fund »sætter spørgsmålstegn ved synet på oxytocin som et ukritisk virkende ›kærlighedsstof‹ eller ›kælekemikalie‹«. Bogens version er kortere: »Når du deler denne trussel med andre, frigives oxytocin, der binder jer sammen gennem fælles modstand.«
Det sidste trin trækker mennesket fra. Da Lasana Harris og Susan Fiske skannede folk, der så på fotografier af forskellige sociale grupper, blev den mediale præfrontale cortex, det område, vi bruger til at tænke på andres sind, aktiveret for alle grupper undtagen de mest foragtede, som i stedet tændte afskyens områder. Under primærvalgene i 2016 fandt Nour Kteily og Emile Bruneau, at »amerikanere åbenlyst dehumaniserer mexicanske indvandrere og muslimer«, at dehumaniseringen forudsagde opbakning til de mest aggressive politiske tiltag på bordet, og at de muslimer og latinoer, der mærkede den, blev mere fjendtlige til gengæld, hvilket forsynede næste runde af overskrifter med deres beviser. Frygt hæfter sig lettere til ansigter af en anden race, og en afskyrefleks, der er bygget til at undgå sygdom, viser sig at forudsige modstand mod indvandring gennem intuitioner, der virker under bevidsthedens tærskel. Maskineriet er ældre end nogen kampagne, og kampagnen lejer det bare.
På tværs af 2,7 millioner opslag fra nyhedsmedier og kongresmedlemmer øgede hvert ord om den politiske modpart sandsynligheden for, at et opslag blev delt, med 67 procent. Folk er mere villige til at dele forargelsesvækkende usandheder uden at læse dem først. Gentagelse får en falsk påstand til at føles mere sand, selv når folk ved bedre. Vrede, mere end angst eller begejstring, er det, der får folk til at deltage i politik. Og en frygt, der først er lært, bliver begravet levende: Hjernen lægger et nyt minde, der undertrykker det gamle, og det gamle vender tilbage i en ny sammenhæng, hvilket er grunden til, at den samme skurk kan pensioneres efter ét valg og genoplives til det næste.
Din glemsel er blevet undersøgt lige så omhyggeligt som din frygt. Eksperimenter med manipulerede nyhedsudsendelser viste for årtier siden, at tv ændrer, hvilke problemer seerne mener er vigtige, og hvor tungt de problemer vejer i deres bedømmelse af en præsident. Det, du sidst er blevet bragt til at frygte, har en tendens til at blive den målestok, hver kandidat måles med, og alt andet, du vidste for en måned siden, indkøbsregningen og Epstein-filerne og kvinden, der blev skudt ned i sin bil i Minneapolis, glider ned ad skalaen. Følelserne over for ens eget parti flyttede sig knap mellem 1980 og 2012, mens den gennemsnitlige vurdering af modpartiet faldt fra 45 til 30 på en hundredpointskala. En voksende andel af amerikanerne stemmer nu imod nogen, og den nogen blev valgt for dem.
Filerne, som ingen søger efter
I november 2025 stemte Repræsentanternes Hus 427 mod 1 for at tvinge justitsministeriet til at frigive sine filer om Jeffrey Epstein, og præsidenten underskrev loven dagen efter. Fristen, den satte, den 19. december, udløb, og i slutningen af januar havde ministeriet frigivet omkring 1 procent af dokumenterne. Den 30. januar offentliggjorde ministeriet omkring tre en halv million sider, med navne sværtet over på mange af dem. En føderal dommer i Washington har brugt månederne siden på at beordre dele af overstregningerne ophævet og sagde i august til regeringen, at foragt for retten var »et løfte«, og at »offentligheden har ret til at vide, hvad fanden der foregår i denne sag«. Den justitsminister, der stod for frigivelsen, er væk. Det republikanske kongresmedlem, der tvang afstemningen igennem, Thomas Massie, tabte sit primærvalg i maj, efter at mere end 15 millioner dollars i penge udefra var blevet brugt mod ham.
Offentlighedens opmærksomhed kan aflæses på en graf. I ugen efter frigivelsen i januar nåede amerikanernes søgninger på navnet Epstein deres højeste punkt i de seksten måneder, diagrammet dækker, hundrede på Googles relative skala. Fire uger senere var USA i krig med Iran. I begyndelsen af marts var søgningerne faldet til 22, i april til 9, og hver eneste uge siden starten af august har tallet stået på 3. Krigens timing overlader jeg til andre; dens virkning på din opmærksomhed står på grafen, og opmærksomhed er den ene ressource, som enhver med noget at skjule i de filer helst ville have, at du brugte et andet sted.
Historien er blevet omdannet til ammunition. Kandidater og eksterne grupper, med demokrater bag næsten ni ud af ti af spottene, har i år sendt mere end 160 Epstein-reklamer bakket op af mere end 35 millioner dollars, hvilket fortæller dig, at skandalen først og fremmest overlever som en spot på tredive sekunder, som den ene stamme kan affyre mod den anden, mens selve dokumenterne og navnene bag de sorte bjælker næsten ikke bliver læst af nogen. Bogens kapitel 17, De Blindes Hyrde, opregner styringen af denne kløft som massemanipulationens syvende lov: »Et andet trick er at time afsløringen. Nogle gange kan du endda lukke sandheden ud, men først når det er for sent.« Sandheden blev lukket ud i januar, og inden for en måned havde landet fået udleveret noget mere skræmmende at se på.
Hvor mørkt det allerede er blevet
Bogen kom med en forudsigelse for i år, i en liste, der følger de ord, der bruges om migranter, fra »udokumenterede indvandrere« i 2015 over »dyr«, »invasorer« og »skadedyr«. Dens punkt for 2026 lyder: »Tør jeg forudsige en hær af maskerede ›patriotiske‹ rekrutter med våben og regeringens tilladelse til at jage for sportens skyld?« Det var skrevet som en provokation. Hold den op mod fakta, og afgør selv, hvor langt den skød over målet.
I september 2025 tillod Højesteret immigrationsagenter i Los Angeles at genoptage omstrejfende standsninger baseret på fire faktorer tilsammen: tilsyneladende race eller etnicitet, at personen taler spansk eller engelsk med accent, stedet og den slags arbejde, en person ser ud til at udføre. Dommer Kavanaugh skrev i sin tilslutning, at tilsyneladende etnicitet alene ikke kunne retfærdiggøre en standsning, men kunne være »en ›relevant faktor‹«. Dommer Sotomayor beskrev i sin dissens det land, flertallet netop havde tilladt: »Vi burde ikke skulle leve i et land, hvor regeringen kan gribe enhver, der ser latino ud, taler spansk og ser ud til at have et lavtlønsjob.« Det Hvide Hus havde allerede givet myndighederne et tal at ramme, 3.000 anholdelser om dagen. Inden denne måned havde ProPublica dokumenteret 506 amerikanske statsborgere tilbageholdt af immigrationsagenter, mere end 100 af dem efter at agenter havde draget deres statsborgerskab i tvivl, »næsten alle« af dem ikkehvide, og mindst 70 af de 506 børn eller teenagere. Ministeren for hjemlandssikkerhed havde efteråret før sagt til landet, at »ingen amerikanske statsborgere er blevet anholdt eller tilbageholdt«. I Minneapolis skød og dræbte føderale agenter i januar to amerikanske statsborgere, en kvinde i sin bil og en intensivsygeplejerske, under det, ministeriet kaldte den største immigrationsaktion, det nogensinde havde gennemført. Dødsfald i immigrationsforvaring nåede et rekordniveau, før regnskabsåret var syv måneder gammelt. Af bogens forudsigelse er ordet sport det eneste, der stadig venter på sit bevis.
Den almindelige borger er blevet inviteret til at hjælpe. Regeringen udvidede sin tipslinje. Da en komiker i Nashville oprettede en falsk som et eksperiment, fik den næsten hundrede indberetninger, rapporterede Washington Post, fra folk, der angav deres naboer, tidligere elskere, Uber-chauffører og fremmede i supermarkedet. En af dem var en børnehaveklasselærer, der havde slået en elevs forældre op i skolens arkiv. »Jeg kan ikke gøre for, at de har en 6-årig«, skrev læreren. »Det er deres problem.« Det er frygt ved association i sin endelige form, hvor den tavse nabo bliver den frivillige.
Volden går i mere end én retning. Et delstatsparlamentsmedlem i Minnesota og hendes mand blev dræbt i et attentat i deres hjem i juni 2025; Charlie Kirk blev skudt og dræbt på en universitetsscene samme september; en snigskytte skød mod et immigrationskontor i Dallas og efterlod en seddel med håbet om at give agenterne »ægte terror«, men dræbte i stedet to tilbageholdte; en skytte åbnede ild ved White House Correspondents' Dinner i april. Forskere ved University of Maryland talte en stigning på 34,5 procent i terrorisme og målrettet vold i de første otte måneder af 2025 sammenlignet med året før, selv mens FBI's opgørelse viste, at anmeldte hadforbrydelser faldt med omkring 7 procent. Du vil høre ordet »lynchning« i efteråret om de sorte mænd og kvinder, der er fundet hængt i byer fra Mississippi til Michigan. Myndighederne har erklæret næsten hvert eneste af de dødsfald for selvmord, familierne bestrider mange af afgørelserne, og ét var et mord iscenesat til at ligne en hængning; ingen er blevet retsforfulgt som hadforbrydelse. Jeg siger det præcist, fordi præcision er hele det forsvar, dette essay anbefaler. En sag, der puster sine beviser op, giver sine fjender det eneste argument, de har brug for.
De unge er præmien
Loyalitet købt som sekstenårig forrentes i tres år, og enhver køber af frygt i den vestlige verden har regnet på det. Dias seks i Stagwells præsentation, husker du, tilbød sin forskning til kampagner om »hvordan man rammer yngre mennesker mere direkte«.
Tiltrækningen er virkelig, og den kan måles. I 2024 stemte amerikanske mænd under tredive på Trump med 56 mod 42 procent. Ved valget i Tyskland i februar 2025 var der en fjerdedel af mændene under femogtyve, der stemte på AfD. Turning Point USA oplyser, at dets gymnasieafdelinger voksede med 180 procent i året efter, at dets grundlægger blev dræbt. En lækket chat blandt ledere i Young Republicans, offentliggjort af Politico, indeholdt sætningerne »Jeg elsker Hitler« og »Alle, der stemmer nej, skal i gaskammeret«, og vicepræsidentens svar var, at børn gør dumme ting. Da forskere i Dublin oprettede falske konti, der udgav sig for at være seksten- og attenårige drenge, blev hver eneste af dem fodret med giftigt indhold inden for treogtyve minutter, og ved eksperimentets slutning var mere end tre fjerdedele af det, platformene anbefalede, problematisk eller giftigt, det meste fra manosfæren.
Og alligevel marcherer de unge i flere retninger på én gang, hvilket er det mest interessante faktum i dataene. Unge amerikanske mænd er siden svinget tilbage mod Demokraterne med tocifrede tal i målingerne, med én stædig undtagelse, mænd mellem atten og toogtyve, som slet ikke har bevæget sig mod dem. I Storbritannien ligger Reform på 9 til 12 procent blandt de under tredive, og De Grønne fører hos dem. I Tyskland gav de under femogtyve som helhed omkring en femtedel af deres stemmer til den yderste højrefløj og en fjerdedel til Die Linke. I USA ser 57 procent af republikanerne under halvtreds nu negativt på Israel, hvilket tyder på, at det publikum, ministeriets meningsmålere udpegede, ikke er vundet. De unge bliver trukket mod den yderlighed, der først når deres telefon, og yderlighederne er begyndt at slås om forældremyndigheden over dem.
Kevin, i bogens kapitel De Kognitive Kaskader, er fireogtyve og ensom, og en algoritme fører ham fra »jeg stiller bare spørgsmål« til én enkelt skurk, til skænderierne med familien, der brænder broerne hjem, til merchandisen. »Figuren giver Kevin den ultimative psykologiske løftestang: en magtfuld, enkel skurk.« Det, der følger, er lettelse, og det er stoffet: »Den kaotiske, forvirrende verden er sprunget i skarpt, moralsk fokus.« Din søn er Kevin, eller din nevø er, og de, der konkurrerer om ham, har flere penge end hans forældre, og de har studeret hans ensomhed nøjere end nogen, der elsker ham, fordi de betalte for studiet.
Historiebøgerne bliver skrevet om nu
Den bekvemme forestilling siger, at historien bliver skrevet om, efter at et regime falder, af dem, der vandt. Den bliver skrevet om, mens regimet regerer, af dem, der forvalter det, og arbejdet udføres med en skruetrækker, ét skilt ad gangen.
I marts 2025 afviste et præsidentielt dekret med titlen »Restoring Truth and Sanity to American History« enhver fremstilling af nationen som »iboende racistisk, sexistisk, undertrykkende eller på anden måde uopretteligt fejlbehæftet« og pålagde indenrigsministeriet at gennemgå landets monumenter og mindeplader. Samme sommer indledte Det Hvide Hus en gennemgang af otte Smithsonian-museer for at »fjerne splittende eller partiske fortællinger«, og i juli i år offentliggjorde det en rapport på 162 sider, der beskyldte National Museum of American History for »ekstrem politisk aktivisme«. I september fratrådte Smithsonians leder, den første historiker, der nogensinde har haft posten. Skilte i nationalparkerne begyndte at opfordre besøgende til at indberette indhold, der var »negativt om enten tidligere eller nulevende amerikanere«. Personalet ved Fort Pulaski i Georgia blev beordret til at fjerne fotografiet fra 1863 af en tidligere slavegjort mands arrede ryg, et af de mest berømte billeder i amerikansk historie. Et regneark, der blev fremlagt efter rettens kendelse i juni, opførte 51 genstande fjernet fra 24 parksteder, mindst 13 af dem ødelagt eller forsvundet; ved Franklin Delano Roosevelt Memorial blev et skilt om hans regerings diskriminerende politik erstattet af et om hans kørestol. Panelerne i Philadelphia, der mindes de ni mennesker, George Washington holdt som slaver i President's House, blev taget ned i januar. Hjemmesiden for Stonewall National Monument ændrede i al stilhed »LGBTQ+« til »LGB«. Pentagon slettede sider til ære for Jackie Robinson og navajo-kodetalerne i en udrensning så mekanisk, at dens søgeordssøgning markerede fotografier af Enola Gay, og genindsatte dem først efter et ramaskrig. Oklahoma skrev et krav ind i sine gymnasiestandarder om, at eleverne skulle »identificere uoverensstemmelser i resultaterne af valgene i 2020«, indtil delstatens højesteret underkendte standarderne på en formalitet. Hver fjernelse var lille nok til at gå for almindelig oprydning, og tilsammen udgør de en ny udgave af landet.
Storbritannien gør det mere høfligt, hvilket er den britiske måde at gøre alting på. Regeringens gennemgang af skolernes læseplan, offentliggjort i november sidste år, vurderede, at historie »i det store og hele fungerer godt«, og en søgning i hele teksten finder ordene imperium, kolonial, slaveri og racisme ingen steder. Reform UK, der nu styrer kommuner over hele England, lovede i sit partiprogram, at enhver lektion om britisk imperialisme eller slaveri »skal parres« med et ikkeeuropæisk eksempel, og partiets daværende formand, Zia Yusuf, sagde til landet, at »alt i alt gjorde Det Britiske Imperium meget mere godt for verden, end det gjorde ondt«. I St Helens meddelte Reforms kommuneleder denne måned, at kommunen »ikke skal markere Black History Month«, og adspurgt om Holocaust Memorial Day sagde kommunelederen: »Det er stadig uafklaret«, for derefter at bekræfte, at kommunen fortsat ville markere den. Partiets program i Wales lovede at »gøre en ende på politisk indoktrinering i kulturarven«. Og næsten enhver voksen indvandrer, der bliver britisk statsborger, skal stadig bestå en test, der bygger på en officiel håndbog, hvis historiekapitel mere end 175 historikere beskrev som »grundlæggende vildledende og stedvis påviseligt falsk«. Så vidt jeg kan finde, er det den ene historietekst, den britiske regering ikke har vist nogen lyst til at rette.
Metoden er den samme overalt, hvor den dukker op. Indiens nationale lærebogsråd fjernede kapitlet om mogulernes hoffer. Rusland tilføjede et afsnit om den »særlige militære operation« til sin fælles historiebog og udgav i år en historie om det besatte Donbas til de børn, der bor der. Hongkongs nye lærebøger fortæller eleverne, at byen aldrig var en britisk koloni. Bogen navngiver mønstret i én sætning: »I deres skoler lærer børn om deres nations historie gennem lærebøger skrevet af vinderne.« Dens dom over resultatet er fem ord lang: »De dimitterede. Nu stemmer de.«
Jeg vil ikke gribe til den sædvanlige sammenligning med 1930'erne. Den er blevet rettet mod så mange modstandere i så mange år, at den nu virker som et sovemiddel: Læseren hører den, konkluderer, at skribenten er hysterisk, og falder i søvn igen. Nutiden har ikke brug for et lånt kostume. Dine børnebørn vil studere dette årti i et klasseværelse, forudsat at nogen stadig har lov til at undervise i det, og de vil stille det spørgsmål, hver generation stiller til den foregående: Hvordan kunne det her ske for øjnene af alle? Det ærlige svar vil være, at det skete for øjnene af alle, fordi næsten alle kiggede på den fremmede.
Buret bygges, mens du ser på den fremmede
De institutioner, der giver karakterer til verdens demokratier, har offentliggjort årets karakterer, og USA er blevet sat til at gå klassen om. I marts meddelte Varieties of Democracy Institute i Sverige, der vurderer 179 lande på samme skala, at USA havde mistet sin status som liberalt demokrati for første gang i mere end halvtreds år. Landets indeksværdi, 0,79 i 2023, stod på 0,57 ved udgangen af 2025 efter at have tabt 24 procent på et enkelt år, tilbage til hvor landet stod i 1965, og dets placering i verden faldt fra nummer tyve til nummer enoghalvtreds. »Den hastighed, hvormed amerikansk demokrati i øjeblikket afvikles, er uden fortilfælde i moderne historie«, siger rapporten, og den tilføjer en sammenligning, der burde gøre enhver, der stadig mener, at sagen er overdrevet, flov: Et fald af den størrelse tog Viktor Orbán i Ungarn mere end fire år og Narendra Modi i Indien og Recep Tayyip Erdoğan i Tyrkiet omkring et årti. Samme rapport opregner Storbritannien blandt verdens nye autokratiserende lande, drevet af et fald i ytrings- og mediefriheden. Freedom House sænkede den amerikanske score fra 84 til 81. Economist Intelligence Unit placerede landet på dets laveste punkt, siden indekset begyndte, og blandt begrundelserne var, ifølge et resumé af rapporten, den ekstraordinære brug af føderale politimyndigheder mod bestemte etniske og racemæssige grupper uden begrundet mistanke.
Steven Levitsky og Daniel Ziblatt, der skrev standardværket om, hvordan demokratier dør, var mere direkte. Sidste vinter konkluderede de sammen med Lucan Way i Foreign Affairs, at »i Trumps anden periode er USA sunket ned i konkurrencepræget autoritarisme«, den slags regime, hvor valgene fortsætter, og banen hælder. Levitsky og Way havde defineret dets karakter ti måneder tidligere, med fem ord, der passer præcist på dette efterår: »Konkurrencen er reel, men uretfærdig.« Alle beholder stemmeretten og bliver kun bedt om at bruge den på den frygt, de får udleveret, mens de institutioner, der ville have tøjlet vinderen, bliver udrenset og fyldt med egne folk.
En befolkning giver sit samtykke til dette uden at bemærke, at den har gjort det, og bogens kapitel om massemanipulation forklarer metoden: »Hvis autoriteten langsomt skruer op for varmen, en frihed beskåret her, en minoritet gjort til syndebuk der, vil folk sidde stille, varme og beroligede, så længe deres hverdag stadig har pizza, sport og sæbeoperaer.« Den angiver også fristen: »Det er bedre at modstå forandringen, mens du stadig kan genkende dig selv.« Hver generation, der gennemlevede en sådan drejning, troede, at den gennemlevede en diskussion. Først bagefter viser en diskussion sig at have været en magtoverdragelse, og til den tid skriver de, der opdagede det for sent, erindringer om, hvordan ingen kunne have vidst det.
De samme forskere tillader sig én trøst, nemlig at drejningen »kan vendes«. Efter seksten år med Orbán blev han i april smidt ud af Ungarns vælgere ved en rekordhøj valgdeltagelse. En hældende bane kan stadig vindes af mennesker, der nægter at lade sig skræmme til at spille på den forkerte halvdel af den. Buret har en dør, og døren er en stemmeseddel afgivet af en vælger, der ved præcis, hvilken frygt der blev solgt til ham, og som nægter at betale for den.
Sådan bevarer du dit sind før november
Valget er den 3. november. Bogen indeholder en række øvelser bygget til netop denne slags belejring, og hver eneste af dem lader dit parti og din kirke være i fred og omarrangerer den rækkefølge, tingene sker i inde i dit kranium.
Begynd med det ene spørgsmål, bogen kalder dit våben, i Virkelighedens Herrer: »Hvad skal jeg bringes til at føle, og hvorfor lige nu?« Stil det til hver eneste reklame, valgfolder og overskrift fra nu og frem til valgdagen, og stil det højt, hvis du er alene. Stil så konsulentens spørgsmål, det, Vinny Minchillo besvarede for dig: Hvilket problem står denne frygt i stedet for? Hvis svaret er huslejen, så spørg hver kandidat på din stemmeseddel om huslejen, og læg mærke til, hvem af dem der skifter emne til moskeen.
Kør skurkerevisionen fra Fjendens Gave på den, du hader mest denne måned. »Hvem lærte mig at se dem som fjender? Hvad vinder jeg ved at have denne skurk? Hvad ville jeg miste, hvis jeg holdt op med at bekæmpe dem? Gør denne skurk mig større eller mindre? Kræver det at besejre dem, at mennesker bliver ødelagt?« Køb dig så tid, som bogen kalder »dit allerstørste forsvar«. Tag to hele sekunder, før du svarer nogen om politik, og del intet den dag, du først ser det; de, der sælger frygt, er afhængige af hastighed, for en frygt, der har fået lov at sove en nat, er som regel begyndt at se latterlig ud ved morgenmaden. Tilbring én hel dag i tavshed før valget, helt uden nyheder, sådan som bogens Føniks-protokol gør. Verden vil stadig være der om morgenen, og du vil møde den med den præfrontale cortex, du blev født med.
Behold én ven på den anden side. Magtens Spind beder dig beholde »mindst én legitim livline i en rivaliserende lejr, også når du har det bekvemt, hos en, der ikke skylder dig noget og respekterer dig alligevel«. Hele det maskineri, der beskrives i dette essay, afhænger af, at du aldrig spiser middag med den, du har fået at vide, at du skal frygte, og det bryder efter min erfaring sammen et sted omkring anden ret. Og når din nabo er målet, så vær den allierede. Solomon Asch fandt, at en enkelt afvigende stemme i et rum brød fortryllelsen fra et enstemmigt forkert flertal, og bogen drager konklusionen for dig: »Én allieret knuste illusionen om enstemmighed og befriede individet.« Udfrysningens trin med frygt ved association virker kun, hvis alle tilskuere tier. »Når du ser nogen blive manipuleret og tier«, siger bogens sidste kapitel, »er det et valg.«
Forbered dig også på årene efter november, uanset hvem der vinder, sådan som du ville forberede dig på en hård vinter. Kend dine rettigheder og dine naboers navne. Byg et spind af mennesker, der kender og stoler på hinanden på tværs af de skillelinjer, du fik at vide, at du skulle frygte; et spind som det er den ene struktur, enhver aspirerende autokrat har haft svært ved at skære over. Magtens Spind giver reglen for at overleve en udfrysning, og i en tid som denne betyder den mere end nogen anden: »Lad aldrig ét enkelt netværk blive din eneste magtkilde, og hold altid en livline til en alternativ magtbase.« Bliv frem for alt sværere at forudsige. »Systemet kører på forudsigelige mennesker«, siger bogen. »Hold op med at være forudsigelig. Det er den revolution, der faktisk virker.«
Bogen slutter sit kapitel om sprog, Slangens Tunge, med et kort katalog over slangens moderne former. »Hver reklame, der får vandet til at løbe dig i munden efter ting, der vil slå dig ihjel. Det er slangen. Hver politiker, der får dit hjerte til at hamre af raseri, mens du stemmer for din egen undergang. Det er slangen.« Slangen har et meningsmålingsfirma nu, og en præsentation med dias, og en konsulent, der vil fortælle et landsdækkende radiopublikum, at han er begejstret for at give dig noget at frygte, som ikke er prisen på æg. Den har aldrig været mere sofistikeret, og den har aldrig været lettere at se, for dens metoder er nu dokumenteret, i dens egne dias og med dens egne ord.
Dit had har en kunde. Din stemme er ikke solgt, endnu.